File:Kjøbenhavnsposten 28 nov 1838 side 1.jpg

Om stændersk og repræsentativ Forfatning *).

Forfatterens væsenligste Anskuelse er i Korthed følgende: Der gives to Forfatningsformer, den stænderske og den repræsentative. Disse tvende Forfatningstyper ere i deres Grundvæsen saa forskjellige fra hinanden af de ikke lade sig forene, ikke sammensmelte med hinanden. Det Forskjellige i Repræsentativ-Forfatningen fra den stænderske bestaaer "ikke i Andet, end i fuldkommen uindskrænket, kun til en Valgcensus bundet Valg af Repræsentanter, og i Sammes Berettigelse til enten at meddele deres Samtykke til almindelige Landslove eller negte det." Medens nu Forbundsacten tilsikkrede enhver tydsk Stat stænderske Forfatninger blev ved en Forvexling af Begreberne i de fleste tydske Stater givet Repræsentativ-Forfatninger. De Regeringer, fra hvilke disse Forfatninger udgik, havde ikke videre til Hensigt, end derved at meddele stænderske Rettigheder ; det var en reen Vildfarelse af dem, der bevidst- og hensigtsløs indsneg sig, da de i Forfatningerne ogsaa bevilgede repræsentative Rettigheder. De forundrede sig ikke lidet, da nu en Deel af Folket virkelig vilde benytte disse. Folket kunde ikke fortænkes i, at det gjorde Krav paa disse paa denne Maade indrømmede Rettigheder, Regeringerne endnu mindre at de ikke vilde holde det, som de tankeløs uden mindste Hensigt havde lovet. Deraf en tyveaarig Kamp , der ikke har ført til Andet end til gjensidig Forstemthed og Standsning i Fremskridning. Kampen vilde paa eengang være ude og lutter Fred og harmoni indtræde, naar man kuldkastede de fra Udlandet occuperede Repræsentativ-Forfatninger, og i deres Sted indførte rene stænderske Forfatninger, der mere svarer til Tydskernes Natur. Preussen bliver i denne Henseende opstilllet som Mønster.

En grundig Gjendrivelse af dette Raisonnement behøves vistnok ikke. Det Usande i de her opstillede Paastande vil ved første Øiekast være indlysende for enhver Læser. Vi ville derfor kun knytte nogle Bemærkninger til enkelte, særdeles paafaldende Puncter.

Forfatteren er altsaa af den Mening, at det aldrig har være Regeringernes Alvor med den almindelig passive Valgbarhed og med det, Stænderne meddeelte Veto, ja, at de slet ikke vidste, at de havde bevilget disse Rettigheder, de afgjørende Kjendetegn paa Repræsentative-Forfatninger. Men har Forfatteren virkelig anseet det for muligt, at noget menneske i hele Tydskland vilde sætte Lid til denne hans Forsikkring ? En saa beskæmmende Yttring er endnu aldrig bleven trykt mod tydske Regeringer. Den værste Demagog vilde ikke have vovet, af Frygt for at gjøre sig latterlig, tydelig at yttre en saa uhyre Extravagants. Er det ikke at erklære samtlige daværende Regeringer for total eenfoldige, naar man antager, at de offenlig og lovmæssig skulde tilstaae Folkereræsentanterne et Veto, og dog ikke vide, hvad det betydede ? At de forordne den passive Valgbarhed over hele Landet og derpaa forundre sig, naar Folket efterkommer denne Bestemmelse ? Der er allerede bragt mange Spidsfindigheder i Anvendelse ved de tydske Forfatningsspørgsmaal, men denne er dog altfor spidsfindig, den gaaer over til den uhyreste Plumphed. Sandelig, sandelig, Forfatteren har et hæderligt Begreb om det nuværende tydske Publicums Opfatningsgave, naar han tiltroer det at troe slige Ting. Havde han sat Regeringerne meddeelte Veto-Retten ved Lovsforslag og til almindelig passive Valgbarhed, og det har senere angret dem, fordi disse Rettigheder forekom dem for...

—————

*) Ovenstaaende Brudstykke er taget af en Recension af Florencourt over et Skrift, som i Tydskland har gjort en Deel Opsigt „Deutschland und die repräsentative Verfassung“, der skal være forfattet af en Fyrste af Solms Lich, og som efter Recensentens Mening, ligesom de bekjendte kongelige Digte, ene har sin „høie“ Oprindelse at takke for, at det er blevet saa bekjendt. Recensenten anseer sig forøvrigt beføiet til at kalde Skriftet bedragerisk og perfid.